x

Thee Attacks udgiver i Japan

Thee Attacks udgiver i Japan

Thee Attacks' debutalbum "That's Mister Attack To You" er knap udkommet i Danmark, før japanerne rækker ud efter det. Det er landets største rockband, The Bawdies, der har fået øjnene op for danskerne.

Albummet udkom i Danmark 12. april, og nu, bare et par uger efter, melder bandets danske pladeselskab Crunchy Frog, at pladen også skal udgives i Japan. Det er det lokale selskab Fabtone Records, en del af Media Factory, der vil videregive musikken til japanerne, og idéen opstod, da landets pt. største rockband, The Bawdies, stiftede bekendtskab med Thee Attacks via anmeldelser på diverse rock'n'roll- og retrosites.

Anmeldelserne var positive, og The Bawdies, der altid leder efter værdige navne at turnere med, foreslog straks Fabtone at tage dem til sig. I dag, en uge efter, er kontrakten på plads, og planen om at udgive "That's Mister Attack To you" i Japan til sommer er lagt.

"The Bawdies er et unikt band i Japan, og det er svært at finde grupper, der kan spille med dem, så jeg kigger mig omkring i udlandet efter 'lignende' grupper," fortæller manager Graham Pavey om samarbejdet. "Vi føler, Thee Attacks har et lignende potentiale til at få en fanbase her i Japan. Specielt fordi det hotteste band i Japan lige nu, The Bawdies hjælper os med at få udgivelsen promoveret."

Japan står for cirka ti procent af verdens samlede musiksalg.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA