x

Sidste navne klar til Copenhell

Sidste navne klar til Copenhell

De første til Copenhell dukkede op i januar, og siden er programmet blevet udvidet med navne som Megadeth, Suicidal Tendencies og Deftones. Nu er de sidste to navne klar, og med offentliggørelsen af canadiske Danko Jones (billedet) og svenske Dead By April er programmet fuldendt til festivalen, der afvikles i juni.

For at det hele ikke skal gå op i hårdtslående koncertoplevelser, så annoncerer arrangørerne nu også muligheden for at tage en slapper i en såkaldt Biergarten. Her vil man i et telt på 750m2 med langborde, scene, dj-pult og karaoke-anlæg kunne nappe en pils og hænge lidt ud mellem koncerterne: man vil også kunne nyde lidt underholdning leveret af de britiske Fuel Girls, der beskrives som "ultra sexede, rock'n'roll danse og stunt tøser, der nok skal sætte fut i fejemøget mens der høvles bajere".

Dj-pulten indtages af en række afdj's fra Rock The Night og Sort Søndag samt The Kandidates Jakob Bredahl og Copenhells egne dj's. Og skulle man have lyst til selv at bidrage til underholdningen, kan man deltage i dødskaraoke, der er karaoke, som du kender det, bare med metal.

Copenhell kan opleves på Refshaleøen i dagene 11. og 12. juni, og billetter kan købes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA