Nyhed

Brandon Flowers udgiver solo-album

The Killers-frontmanden har netop bekræftet, at han arbejder på sit første solo-album

I december sidste år florerede der rygter om, at The Killers' frontmand Brandon Flowers ville forlade bandet, for at lave solo-materiale, men rygterne blev straks slået ned af bandets pladeselskab. Selvom der ikke er udsigt til et decideret opbrud i gruppen, har det dog vist sig, at der er et vist hold i rygterne. Flowers har nemlig annonceret, at han udgiver et solo-album, mens bandet tager en "pause".

I sidste uge dukkede der et nedtællingsur op på The Killers' officielle hjemmeside, og det fik naturligvis fans og medier til at spekulere på, hvad der var i vente. Nu er der så sat en besked op på hjemmesiden, at Brandon Flowers udgiver sin solo-debut, der har fået titlen "Flamingo". På nuværende tidspunkt foreligger der ikke yderligere information om udgivelsen, andet end at den kommer "snart", så indtil videre må fans væbne sig med tålmodighed.

Et andet medlem af The Killers står også for at udgive et album, nemlig trommeslager Ronnie Vanuci, der sammen med fløjtespiller Tom Hobden fra Noah And The Whale, banjo-spiller Winston Marshall fra Mumford And Sons, keyboard-spiller og sangskriver fra Keane, Tim Rice-Oxley og live-bassist Jesse Quin, vil udgive en country-plade under navnet Mt Desolation. Albummet er produceret af Emery Dobyns, og er sat til at udkomme senere i 2010. Der kan læses meget mere om projektet på gruppens officielle hjemmeside.


 

ANNONCE