x

Eve giver koncert i Danmark

Eve giver koncert i Danmark

Det er efterhånden otte år siden, at Eve udgav sit seneste album, "Scorpion", og mere end tre år siden hun påbegyndte arbejdet med et nyt album. Udgivelsesdatoen for albummet blev skubbet flere gange, ligesom det flere gange har fået ny titel, men denne sommer skulle det så komme i butikkerne, med titlen "Lip Lock". Med dette album i kufferten slår Eve for første gang folderne i det danske, nemlig i forbindelse med Odenses nye festival, Albani Live 10, hvor den kvindelige R&B-sangerinde Kelis også skal optræde.

Endnu er der ikke meget information at hente om Eves nye plade. Der er allerede udgivet et par singler, der i hvert skulle have været med på det kommende udspil, heriblandt "Give It To You" med Sean Paul, og den Pharrell-producerede "All Night Long", men om det stadig er planen, at de skal med på albummet vides ikke.

Under alle omstændigheder bliver der god mulighed for at få genopfrisket bekendtskabet med Eves tidligere hits, der inkluderer den grammy-vindende "Let Me Blow Ya Mind", og sange som "Who's That Girl" og "Satisfaction".

Koncerten finder sted torsdag den 24. juni i Magasinet, Odense. Der er endnu ikke frigivet billetter til koncerten, og præcis hvornår de kan købes foreligger der heller ingen information om.

Vi ved, at billetterne vil kunne købes via Fyensbilletten.dk og Albanis egen hjemmeside, så vil man med til koncerten, er det en god idé at holde øje med disse hjemmesider. Albani Live 10 har i øvrigt også offentliggjort, at de byder på koncerter med The Raveonettes, The Floor Is Made Of Lava og The Kissaway Trail, der alle spiller på Amfiscenen lørdag den 26. juni.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA