Nyhed

Spleen United til Distortion Festival

De århusianske electro-rockere fortæller om lidt om koncerten til den københavnske gadefestival

I sidste uge afslørede folkene bag Distortion Festival programmet for årets arrangementer, og heriblandt fandt man Spleen United blandt de danske topnavne. Men nu forlyder det, at gruppen ikke har tænkt sig at spille en helt almindelig koncert.

Distortion Festivalen, der foregår i dagene fra 2. til 6. juni, slutter af med stil om lørdagen, hvor Spleen United er på programmet. Men man skal ikke regne med at høre en hitparade fra det århusianske band. Det forlyder fra Volcano Management:

"Til koncerten skal man ikke forvente at høre sange som "Heroin Unlimited" eller "My Tribe", men nærmere at blive vidne til et fortættet 40 minutters rave."


Der er således lagt op til en noget anderledes Spleen United-koncert, der oven i købet bliver temmelig eksklusiv, eftersom bandet kun planlægger at spille et mindre antal koncerter i løbet af sommeren. Desuden fungerer koncerten på Distortion Festivalen som en forsmag på bandets kommende album, der ventes at udkomme til efteråret.

Udover Spleen United optræder blandt andre Gus Gus, Breakage og WhoMadeWho.

Distortion Festival finder sted forskellige steder i København. Billetter til hele arrangementet koster 400 kroner i forsalg.


ANNONCE