Nyhed

Jesper "Jokeren" Dahl har været en tur i studiet

Jokeren har indspillet et jazzet spoken word-album under sit borgerlige navn

Processen er pointen, lyder det i pressemeddelelsen til Jesper 'Jokeren' Dahls seneste albumprojekt. Angiveligt handler dette hyggeprojekt først og fremmest om frihed til at følge sine umiddelbare indskydelser. I pressemeddelelsen hedder det:

"Frihed til at spille musik uden at spørge om lov. Om at have sjovt. Om at leve et liv hvor der er plads til impulsivt at gå i studiet en tirsdag aften med 4 timers aftræk. Om aldrig nogensinde at øve. Om råderum til at forbruge en aften på noget som du ikke ved hvad er, men håber vil bringe glæde, bevæge dig, skabe eufori, eller få dig til at flække i et grin. Den handler om bare at spille og snakke fra hoften fordi man har lyst."

Resultatet af denne frihed er så albummet "Grafisk Musik", der kommer på gaden 3. juni, og udover Jesper Dahl/Jokeren er flere af de medvirkende etablerede musikere, der spiller på klaver, bas og trommer.


Det er altså langt fra hiphop, der er tale om. På bandets MySpace-side kan man høre nummeret "Græsset Er Grønnere I Mediebyen", hvor Jesper Dahl lægger spoken word til en funky rytmebund. Men hvordan hele pladen lyder, må man vente med at finde ud af til udgivelsesdagen 3. juni.

ANNONCE