x

Goldfrapp med til at fejre dansk MTV-fødselsdag

Goldfrapp med til at fejre dansk MTV-fødselsdag

Den danske afdeling af MTV kan i år afholde sin fem års fødselsdag, og traditionen tro til MTV's fødselsdage hører der musik med til festen. I år har tv-stationen valgt at præsentere elektro-pop-duoen Goldfrapp som sit internationale navn. Goldfrapp består af Alison Goldfrapp og Will Gregory, der fik et gennembrud allerede med debuten "Felt Mountain" fra 2000.

Bandets femte album "Head First", der udkom tidligere på året, fik dog en hård medfart i GAFFAs anmeldelse og måtte nøjes med en enkelt stjerne. GAFFAs læsere har imidlertid vist sig anderledes begejstrede for Goldfrapps seneste og vurderer den gennemsnitligt højere end fire stjerner.

MTV har også andre navne på programmet. Som sædvanlig har de givet plads til henholdsvis et etableret navn såvel som et mindre kendt navn, og i år er der således blevet plads til popsangeren Rasmus Seebach og det københavnske rockband Black City, der netop har debuteret med et albummet "Black City" og fik flotte fem stjerner på GAFFA.

Black City fik følgende skudsmål:

"Energi, produktion og melodier sidder lige i skabet, og resultatet er en samling hårdtslående sange, der emmer så meget af rock and roll, at det kalder på, at man ifører sig sin mest forvaskede Motörhead-T-shirt, kæderyger Marlboros uden filter og crack-åbner en flaske Jack D., når man sætter pladen på og skruer voldsomt op for volumeknappen."

Tidligere har andre store navne optrådt ved MTV's fødsesldagsfester. Da MTV Danmark blevet lanceret i 2005, var det Foo Fighters, som stod på scenen, og ved de efterfølgende arrangementer har blandt andet White Lies, Nephew, Spleen United, L.O.C. og Medina optrådt.

MTV's fødselsdagsfest finder sted den 12. maj i Pakhus 11 i København. Der kan ikke købes billetter til arrangementet, men man kan vinde adgang på MTV's hjemmeside.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA