Nyhed

Antony Hegarty klar med nyt album og kunstbog

Frontfiguren i Antony and the Johnsons samler en bred vifte af kunstværker i den kommende udgivelse

Antony Hegarty, den androgyne kæmpe med den sarte vokal, har i en årrække været udøvende kunstner ved siden af sin karriere i bandet Antony and the Johnsons. Bandet debuterede tilbage i 1998, men fik sit gennembrud med efterfølgeren "I Am Bird Now" fra 2005, et album, der har solgt over 200.000 eksemplarer i Storbritannien. Et imponerende salg, når man tænker på albummets usædvanlige temaer angående sexualiteten og kønnets randzoner.

Det sidste album, "The Crying Light", udkom i 2009, modtog fem stjerner fra GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez og fik følgende salut med på vejen:

"The Crying Light er fra start til slut en stor oplevelse, der kun vokser for hver gennemlytning. Lyttere, der har været bekymrede for, om det høje niveau fra forgængeren kan holdes, kan roligt udsætte sig selv for denne videre indførelse i Antony And The Johnsons smukt blødende musikalske landskaber."


Antony and the Johnsons er ved at lægge sidste hånd på det kommende album, der hedder "Swan Lights". Samtidig har Antony samlet sine forskellige kunstværker, der består af blandt andet malerier, tegninger og fotografier. Men ud over Antonys kunst får man også det nye album med, hvis man køber kunstbogen. "Swan Lights" udgives dog også separat. Udgivelsesdatoen er sat til 4. oktober.

ANNONCE