Nyhed

Gorillaz til Benicàssim

Bandet udvider deres turné med en koncert på den spanske festival

Da Roskilde Festival i marts måned annoncerede, at de havde booket Gorillaz til deres festival, blev det ligeledes afsløret, at gruppen kun skulle spille to festivaljobs denne sommer, hvor Coachella-festivalen i USA kunne byde på den første af koncerterne. Men nu kan folkene bag den spanske Benicàssim-festival afsløre, at de også får besøg af Damon Albarn og hans animerede venner til sommer.

Den spanske festival afvikles midt i juli i badebyen Benicàssim på den spanske østkyst mellem Barcelona og Valencia. Festivalen har allerede annonceret, at man i år vil kunne opleve navne som Kasabian, Vampire Weekend, Julian Casablancas, Charlotte Gainsbourg, Broken Bells, DJ Shadow, Foals, Public Image Ltd., Calvin Harris, Peter Hook, The Specials og mange andre, men med tilføjelsen af Gorillaz har de nu fundet sig deres ultimative hovednavn.

Gorillaz har til en række engelske koncerter i marts og april optrådt i en konstellation sammen med Mick Jones og Paul Simonon fra The Clash samt gæstemusikere som De La Soul, Bobby Womack, Mos Def og Kano. Det vides dog endnu ikke, hvilken opstilling gruppen stiller i til de to kommende europæiske koncerter.


Festival International de Benicàssim afvikles i dagene 15.-18. juli, og billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE