x

Trent Reznor svarer på spørgsmål

Trent Reznor svarer på spørgsmål

Trent Reznor har aldrig været bange for at bruge nettet til at kommunikere med sine fans, og seneste initiativ er at bede dem om at stille spørgsmål på gruppen How To Destroy Angels' Facebook-side, og derefter besvare dem. Dermed løftes nu noget af sløret for tanken bag det nye projekt.

Det viser sig nu, at der ikke er tale om en duo bestående af Trent Reznor og konen Mariqueen Maandig, men derimod en trio som også inkluderer Atticus Ross, der tidligere har samarbejdet med Nine Inch Nails, og også Korn og Bomb The Bass.

Den nye gruppe har netop udsendt singlen "A Drowning", der i følge Reznor kun vil blive udsendt digitalt. Han fortæller dog samtidig, at der kommer en ep senere i år, og at der arbejdes på et album, der skal ud til næste år. Han fortæller, at trioen fortsat er ved at finde deres lyd, og at han forventer, at de undervejs vil bevæge sig længere og længere væk fra den NIN-lyd, som nogle af deres numre har lige nu.

Reznor skriver desuden, at man måske også vil kunne opleve bandet live, da de overvejer at turnere i moderate mængder. Ved samme lejlighed understreger han, at Nine Inch Nails ikke er begravet, og han lufter endda muligheden for, at der kunne komme endnu et kapitel i udgivelsesserien "Ghosts".

Han bekræfter desuden, at bandets navn er hentet fra en sang med bandet Coil og fortæller efterfølgende, at navnet er brugt med tilladelse fra gruppen, og at Peter Christopherson fra Coil muligvis skal bidrage musikalsk til How To Destroy Angels senere.

Spørgsmålene vælter stadig ind på Facebook-siden, og det ser ud som om Reznor har tænkt sig at blive ved med at besvare folks henvendelser. Men er man primært interesseret i at høre musikken, så kan man høre singlen "A Drowning" hos Pitchfork.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA