Nyhed

The Soft Pack til København

San Diego-kvartetten spiller garagerock i Lille Vega til august

Nogle vil måske huske amerikanske The Soft Pack fra sidste års Roskilde Festival line-up, hvor de gæstede Pavilion-scenen, og nu vender de tilbage til Danmark, med et helt nyt album at spille sange fra. Det nye album er selvbetitlet, og det første bandet har udgivet, siden de skiftede navn fra The Muslims til The Soft Pack. Pitchforks anmelder Stuart Berman var behørigt imponeret over det nye udspil, hvilket han gav 7.1 på en skala af 1-10, og blandet andet følgende roser:

"The Soft Pack holder sig til et 1960'er-vintage 10-sange/30-minutter skema, men under producer Eli Janney (ex-Girls Against Boys) åbner det effektivt garage-døren, for at lade gasserne ud og mere frisk luft ind [...] Selvom Lamkins monotone stemme ikke er det mest udtryksfulde instrument -- der er nærmest ingen variation [...] så bygger hvert nummer gradvist spændingen op, og frigør den gennem en hårdtslående finale, der vellykket forbinder The Soft Packs Nuggets(opsamlingsplade med garagerock, red,)-skolede karakter med den moderne dissonans fra San Diego-skytsenglene Hot Snake. Så selvom Soft Pack udviser mere elegance og anstand denne gang, så er disse højeksplosive afsluttende numre et bevis på, at bandet kun er blevet blødt af navn."

Vil man stifte bekendtskab med eller genopfriske sit bekendtskab til The Soft Pack, ligger der på bandets MySpace-side både et par fuldlængdes numre, og nogle korte snippets af deres musik, også fra deres nye plade.


Koncerten finder sted mandag den 23. august klokken 20.00 i Lille Vega, København. Billetter kan købes nu på Billetlugen.dk.

ANNONCE