Nyhed

Bassist forlader Interpol

Men bandet er færdigt med det kommende album

Der er gode og dårlige nyheder fra Interpol. Newyorker-bandet har lagt sidste hånd på deres kommende album, det første i de tre år, der er gået siden "Our Love To Admire". Indtil videre foreligger der ingen titel på albummet, men via bandets hjemmeside har man kunnet downloade en forsmag i form af nummeret "Lights".

Interpol meddeler nu på hjemmesiden, at bassisten Carlos Dengler har forladt bandet. Den karismatiske bassist med den iøjnefaldende tøjsmag har dog medvirket under indspilningerne til det nye album. Men tilsyneladende har han andre planer end at tage med resten af Interpol på turné.
I meddelelsen fra bandet hedder det:
"Efter færdiggørelsen af albummet har Carlos meddelt os andre, at han vil forlade bandet. Han har besluttet at gå en anden vej og forfølge nye mål. Bruddet er venskabeligt, og vi ønsker ham af hele vort hjerte masser af lykke og succes."
Desuden oplyses det, at Interpol til deres kommende sommerturné, hvor bandet skal varme op for U2, allerede har nye medlemmer i kikkerten.
ANNONCE