Nyhed

Liam Gallagher filmatiserer Beatles-bog

Den tidligere Oasis-forsanger har købt rettighederne

Det kan nok ikke komme bag på nogen, at Liam Gallagher fra Oasis er kæmpefan af The Beatles. Den tidligere frontfigur og forsanger for bandet, der gik i opløsning i 2009 efter utallige skærmydsler mellem de to brødre Liam og Noel Gallagher, skal ifølge rygter være i gang med at lave en film om The Beatles' sidste år. Ifølge BBC har Liam Gallagher opkøbt rettighederne til en bog, der omhandler det berømte Liverpool-bands såkaldte "House Hippy"-periode.

Bogen er skrevet af Richard DiLello og har den umulige titel "The Longest Cocktail Party: An Insider's Diary Of The Beatles, Their Million Dollar Apple Empire And Its Wild Rise And Fall". Bogen beskriver perioden fra 1967-1970 og omhandler historien om The Beatles' eget pladeselskab Apple indtil bandets opløsning i 1970.

Filmen har endnu hverken fået instruktør eller skuespillere, og premieredatoen er derfor heller ikke fastsat, men det bliver altså ikke i nærmeste fremtid.


 

 

ANNONCE