Nyhed

Beth Hart på vej med nyt album

Danskproduceret sjette udspil klar til sommer

Til sommer udkommer Beth Harts sjette studiealbum med titlen "My California", produceret af danske Rune Westberg. I dag er første single fra den nye plade, "Like You (And Everyone Else)", på gaden og kan høres på YouTube

Den 38-årige sangerinde er kendt for rå og dyrisk blues-inspireret rock, men til "My California" bad Westberg hende om at tage den mere med ro, ikke skrige sin stemme ud i hvert nummer og droppe sine alter egoer og mange stilskift. En opfordring der gjorde Beth Hart rædselsslagen:

"Jeg var overbevist om, at så ville det blive en dødkedelig plade, og jeg sagde til Rune, at jeg ville indspille en plade med hård rock sideløbende, for så ville jeg i det mindste have den i baghånden, når den anden viste sig at være noget lort," siger hun.


Men der blev ikke behov for noget backup-album. Ifølge pressemeddelelsen gik det allerede efter de første indspilninger op for Beth Hart, at hendes eget nøgne jeg er langt mere inspirerende og interessant end at springe fra den ene forklædning til den anden. Den tankegang overførte hun og Westberg til studiet. Alle numre er nemlig indspillet samme dag, som de blev skrevet.

"Det betød, at jeg var fuldstændig inde i sangen, når vi indspillede, hvilket også gjorde det meget nemmere at formidle den præcise følelse", siger Beth Hart.

 Sangerinden er med 80.000 solgte plader særdeles populær i Danmark og kan indtil videre opleves på danske scener hele fire gange i løbet af sommeren, først i Københavns Tivoli den 21. maj, dernæst på Train den 25. maj og endelig til Nibe og Samsø Festival i juli.


ANNONCE