Nyhed

The Foreign Resort spiller igen koncerter i USA

USA er nærmest blevet støjrock-orkestrets andet hjemland

Selv om det kun er et halvt år siden, The Foreign Resort vendte tilbage til det danske efter at have turneret i USA, gør de sig nu klar til at tage af sted igen. Bandet indleder deres USA-turné på Silverlake Lounge i Los Angeles 1. juli og har indtil videre syv koncerter på programmet i det amerikanske. The Foreign Resort lyder med deres egen beskrivelse fra MySpace som "The Cure, der støder ind i Sonic Youth".

Ifølge forsangeren Mikkel Borbjerg Jakobsen kræver det masser af fodarbejde at vedligeholde allerede etablerede kontakter:

"Vi har skrevet og ringet og brugt Myspace til hudløshed. Man skal holde fast i de kontakter, man har. De skal passes ligesom en kæreste. Vender man ryggen til dem, bliver de sure og skrider."


The Foreign Resort har desuden været opvarmningsband for Brooklyn-orkestret A Place To Bury Strangers på hjemmebanen i København og i Berlin, og det har skabt interesse for bandet i New York, som The Foreign Resort tager til i efteråret.

I øjeblikket er The Foreign Resort i gang med at indspille deres andet album, der forventes at være færdigt til august og bliver trykt på vinyl. På GAFFA TV kan man se bandet i studiet og høre nummeret "Delayed". Bandets debutplade "Offshore" udkom på vinyl for godt et års tid siden.

The Foreign Resort spiller i øvrigt på Spot Festival i Århus 21. maj.


ANNONCE