Nyhed

Scissor Sisters til Nibe Festival

Glam-disko-popperne kommer til den nordjyske festival til sommer

Som hovednavn til årets Nibe Festival kommer nu ingen ringere end Scissor Sisters fra New York.

Nibe Festival gjorde efter eget udsagn hvad den kunne for at få Scissor Sisters til festivalen i 2007, men forgæves. Men nu er det lykkedes.

Scissor Sisters kom først for alvor i vælten ved årsskiftet 2003-2004 med deres neonlysende gentænkning af Pink Floyds "Comfortably Numb", der var B-siden til deres første single "Electrobix". Siden blev sangen genudgivet som single.

Scissor Sisters begyndte inden dette deres vej mod stjernerne på New Yorks spillesteder med deres nærmest teatralske liveshows, inden de i begyndelsen af 2004 tog på Europaturné, i forbindelse med udgivelsen af deres første, selvbetitlede debutalbum.

Og så begyndte det at gå stærkt, blandt andet med opvarmningsshows for Duran Duran og et stort singlehit med "Take Your Mama". Senere spillede bandet koncerter med deres forgænger i det løsslupne, Elton John, og på store festivaler rundt omkring, inklusive Roskilde Festival.

I 2006 udgav de deres album nummer to, "Ta-Dah", med singlen "I Don't Feel Like Dancin" der strøg direkte ind på hitlisterne og ramte nummer ét i England.

Ud over at opleve Scissor Sisters live til Nibe Festival kan du kan også høre en snigpremiere på deres kommende album på bandets hjemmeside, inden singlen "Fire With Fire" er ude den 20. juni, og selve albummet, "Night Work", kommer på hylderne den 28. juni.

Scissor Sisters spiller på Nibe Festival der løber af stablen fra den 30. juni til den 3. juli. Også The Floor Is Made Of Lava har meldt sig klar til festivalen i det nordjyske, der i øvrigt snart kan melde udsolgt.

 

ANNONCE