Nyhed

Katy Perry udgiver album til august

Det nye studiealbum fra det amerikanske pop-fænomen har fået titel og udgivelsesdato

Opfølgeren til det platinsælgende album "One Of The Boys" har fået titlen "Teenage Dream", og er sat til at udkomme i slutningen af august, men den første single derfra er allerede på gaden. Den hedder "California Gurls", der selvsagt er dedikeret til Perrys hjemstat Californien, og har gæsteoptræden fra ingen ringere end Snoop Dogg. Singlen er lavet, efter hun til en fest så alle sine venner gå amok til Jay-Z's hit "Empire State Of Mind", der er en hyldestsang til New York.

"Alle stod med deres drinks og dansede, og jeg tænkte "Vi er ikke i New York, vi er i Los Angeles! Hvad med Californien? Hvad med alle homiesne, gin og juice, de svajende palmer, den solkyssede hus 24-7? Jeg besluttede, at vi var nødt til at lave et modsvar. Jeg vil have folk til at booke en billet til Californien den første gang, de hører den."

Sådan siger Perry i en pressemeddelelse, og fordi sangen handler om Californien, og fordi det praktisk taget er kriminelt at nævne gin og juice uden også at nævne Snoop Dogg, besluttede Perry, at hun ville rekruttere rapperen, så han kunne give sit besyv med til hyldesten.


Det er bestemt ikke enden på prominente samarbejder, der også skulle inkludere Weezers frontmand Rivers Cuomo, Dr. Luke (der er co-writer på Perrys hit "I Kissed A Girl"), Max Martin (der også er co-writer på "I Kissed A Girl" og "Hot N Cold") og Christopher Stewart (Beyonces "Single Ladies (Put A Ring On It)", Rihannas "Umbrella", Britney Spears' "Me Against The Music"), for bare at nævne nogle få.

"Teenage Dream" udkommer herhjemme mandag den 30. august. Singlen "California Gurls" kan købes som digital single allerede nu, og streames på Katy Perrys officielle MySpace-side. Der er endnu ikke offentliggjort planer om en turné.

ANNONCE