x

Ultravox: Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer

Ultravox: Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer

I slutningen af april spillede den gendannede new wave-gruppe Ultravox i et udsolgt Pumpehuset i København. I den forbindelse fik GAFFA et interview med to af gruppens oprindelige medlemmer, Billy Currie (billedet) og Warren Cann, og det blev til en lang snak om både for-, nu- og fremtid. GAFFA spurgte blandt andet:

I gendannede Ultravox sidste år, besætningen fra de tidlige firsere, for at give en række koncerter. Hvad var baggrunden, hvad var motivationen?

Billy Currie: - Den må jeg lige tænke over. Det var en god idé at arbejde sammen igen, at spille musikken sammen igen, og det er vel nærmest det.

Warren Cann: - Vi fik en mail fra en gammel manager, som nu arbejder med Live Nation, og han fortalte, at Live Nation mente, at hvis vi spekulerede i en gendannelse, så ville det være rette tidspunkt med en turné. Han spurgte os hver især, så der var ikke noget pres. Jeg tænkte over det, og jo, det lød ok. Og tilsyneladende sagde alle ja, så vi gjorde det.

Jeg har læst, at I oprindeligt planlagde blot at drage på reunion-turné for så at skilles igen. Er det stadig planen, selv nu efter udsolgte koncerter som her i København?

Billy Currie: - Vi skilles ikke, vi tager måske bare pauser. Lige nu lader det til, at april er en aktiv måned for os, og det synes jeg er rart. Vi skal muligvis også spille til nogle sommer-festivaler, og så er mere af året allerede dækket ind. Vi vil gerne undgå samme omgang som i firserne. Når man er på kontrakt, så er man tvunget til at gøre visse ting. Det er jo tanken med en kontrakt – et album om året, den slags. Denne gang ville vi undgå at blive trætte af det hele, af hinanden, så derfor er det hele lettere nu, for der er ikke noget pladeselskab involveret. Det er ikke noget personligt, men det er bare lettere på denne måde, for så kan vi koncentrere os om turnéen, og det er rart.

Jeg er nødt til at spørge – jeg har læst, at I har ikke planer om, at indspille nyt materiale...

Warren Cann: - Rygter er rygter, og de eneste, der ved, hvad der kommer til at ske, er os – og vi er ikke engang sikre. Da vi lavede den første reunion-turné, planlagde vi ikke rigtig noget videre frem, for turnéen kunne jo have været en fiasko, men den gik rigtig, rigtig godt. Så tænkte vi, at det var jo sjovt, så lad os fortsætte med koncerterne. Og det blev så nu. Vi sætter os ikke ned og laver en masterplan – vi improviserer os frem.

Billy Currie: - Og det er ret nyt for os, for vi har altid haft en masterplan, altid højere og bedre.

Warren Cann: - Som Billy Currie siger, netop fordi vi ikke har et pladeselskab involveret, så er vi ikke bundet fast til den gamle model, hvor man skriver nyt materiale, indspiller og turnerer, om og om igen. Vi kan mere eller mindre planlægge det hele, som vi selv vil.

Det lader til, at flere og flere i dag vælger den løsning, blandt andet fordi flere og flere vælger ikke at købe musikken gennem pladeselskaberne som i gamle dage.

Billy Currie: - Ja, det er sandt.

Warren Cann: - Hele musikindustrien er fuldkommen forandret.

Læs hele interviewet


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA