x

Nick Cave hyldes på Nørrebro

Nick Cave hyldes på Nørrebro

Begær, mord og Gud - det er den enkle udlægning af, hvad Nick Caves sange handler om, og det er samtidig titlen på en ny novellesamling, der tager udgangspunkt i mandens musik. Ti forfattere, digtere og skribenter har ladet sig inspirere af hver deres Nick Cave-album, og nu skal resultatet med undertitlen "10 litterære hyldester til Nick Cave" fejres med en koncert på Nørrebro i København. Her vil Weekendavisens musikanmelder Per Reinholdt sige lidt om bogens hovedperson, og bagefter vil danske musikere synge covers af hans sange.

Det hele foregår 18. maj på den nedlagte tankstation FTI, Freie Internationale Tankstelle, og koncertprogrammet er en god blanding af interessante undergrundsnavne. Blandt andet dukker den countryinspirerede rocksangerinde Maria Viskonti op sammen med de Libertines-lydende The Delanies.

Desuden kan du høre Sick Naive And The Cat Needs, som består af to medlemmer fra den eksperimenterende poprockgruppe Niepoort, Gustav Niepoort og Peter Binau Høj, samt Martin Dahl, a.k.a. den anmelderroste multiinstrumentalist Prins Nitram.

Novellesamlingen "Begær, mord og Gud - 10 litterære hyldester til Nick Cave" udkommer 18. maj med titler, der afslører deres ophav, for eksempel "Henrys Drøm", "Færgemandens Kald" og "Aldrig Mere Skal Vi Skilles". Hvad angår forfattere, er vi også i undergrunden med navne som Camilla Trodyb, Niels Lundqvist og Thea Astrid Pedersen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA