Nyhed

The Migrant udgiver debutalbum til efteråret

Bjarke Bendtsen fra opløste The Elephants udgiver sit første soloalbum som The Migrant

Forsanger, guitarist og sangskriver Bjarke Bendtsen fra det nu opløste The Elephants udgiver til efteråret det første af to indspillede albums med sit soloprojekt The Migrant.

Det første af de to albums er indspillet i et sommerhus på Lolland med en håndfuld, ifølge Bendtsen, "hippievenner fra København", mens det andet album er indspillet med den amerikanske producer James Talambas i dennes studie i Fort Worth, Texas. Og musikken beskrives som værende mere folket og psykedelisk end tidligere.

The Migrant udgiver debutalbummet på egen hånd og har i USA fået en promotion-aftale i stand med Team Clermont, der blandt andet arbejder med bands som Caribou, Midlake og Annuals. I Europa vil albummet primært kunne købes via The Migrants hjemmeside og de gængse musikudbydere på nettet.

I forbindelse med efterårets albumudgivelse spiller The Migrant to uger i USA, samt herhjemme på Christianshavns beboerhus den 18. juni.

Bjarke Bendtsens tidligere band, The Elephants, gik i opløsning omkring årsskiftet 2009/2010, kort efter udgivelsen af deres album "Take It!" der ellers havde fået en fin anmeldelse af GAFFAs anmelder Erik Barkman, der gav den fire stjerner.

The Migrants debutalbum udkommer engang i efteråret; datoen er endnu ikke offentliggjort.

ANNONCE