x

Anmeldelse/reportage: Audeo Showcase, VoxHall, Århus

Anmeldelse/reportage: Audeo Showcase, VoxHall, Århus

Begrebet "kristen rock" kan få fordommene op i mangen musikelsker, der let får associationer i retning af frelste, pæne unge mennesker med poleret og ufarlig musik, hvis de da ikke – for at virke hippe – ser overdrevent alternative ud og råber "Gud sparker røv" i tide og utide.

Det er dog også andet, viser foreningen Audeo, der igennem flere år har præsenteret rock med "tekster, der tager udgangspunkt i en personlig tro på Gud". Ifølge en af arrangørerne, Johannes Dybkjær Andersson, ikke for at missionere, men for at præsentere noget musik med indhold, som man så kan tage stilling til, og som så, pga. arrangørernes overbevisning, er blevet det kristne budskab. I aftes på VoxHall havde Audeo linet en række mere alternative danske upcoming navne op inden for genrer som støjrock, postrock, "almen alternativ rock" og metal. På den lille scene bag baren var der electronica og singer-songwriters. Hvert navn fik ca. en halv times spilletid.

Fremmødet var ganske pænt, tilsyneladende et bredt udvalg af troende og "vantro", om end kors-frekvensen givetvis er den højeste, jeg har set på VoxHall. Og hvad kunne de så, grupperne? Sunburstgloom åbnede ballet med melankolsk og let storladen guitarrock med følsom vokal og passager med vild guitarstøj. Absolut hæderligt. Codroe (billedet) fortsatte i samme stil, men lige en tand bedre sammenspillet, lidt mindre storladent og med interessante skift i tempo og taktarter, lidt a la Mew. Faktisk ret fedt. Laila gav den med halvakustisk, melodisk singer-songwriter-pop. Fint, men en kende anonymt. Barricades var rendyrket metal med growlende og skrigende forsanger. Gedigent udført, men musikken kunne med fordel blive mere tight og kompositionerne finpudset. Der blev headbanget lidt, men – lidet overraskende – ikke kastet djævletegn.

Martin Luckmann præsenterede smuk, melodisk og melankolsk electronica med live-digtoplæsning af Mirian Due Steffensen. De poetiske detaljer forsvandt desværre lidt i musikken. Munk blandede melankolsk postrock, støjrock, drømmende "shoegazer"-rock, akustiske passager og lange instrumentale forløb. Smukt, men musikken pegede i lovlig mange retninger, og Munk kunne med fordel nedtone de vildeste udsving. Singer-songwriteren Storgaard præsenterede flotte melodiske, melankolske sange på akustisk guitar. Stærkt, men sangstemmen var ikke helt på samme niveau. Storgaard undskyldte sig med at have skreget sig hæs til Barricades. Og så lukkede Spark ballet med melodisk triorock, noget mere up-tempo og udadvendt end de øvrige grupper. Solidt håndværk, og absolut aftenens bredest appellerende band, men så måske uden samme dybde som nogle af de mere eftertænksomme.

Det kristne islæt hos de respektive bands var generelt nedtonet. Samtlige grupper sang på engelsk (Steffensens digte var dog på dansk), og teksternes nuancer forsvandt ofte i livesituationen. Enkelte kom med statements a la "vi skal elske hinanden noget mere", men ellers kom det kristne mest til udtryk i de mange pjecer for kristne foreninger og arrangementer, der lå spredt rundt om i salen. Undertegnede tvivler blev ikke omvendt, men den generelle begejstring kunne ikke undgå at gøre indtryk. Publikum var også overvejende tændte, men en enkelt fordom om kristne bekræftede en bartender dog: Trods det ret store fremmøde var der bestemt ikke pres på baren.

Alt i alt gav aftenen indtrykket af otte upcoming navne med generelt stort potentiale, absolut også uden for kristne rækker. Især Codroe viste gode takter. Hold øje med dem, og hav også de andre i baghovedet.

Læs mere hos Audeo


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA