x

Supershine får kontrakt med Playground Music

Supershine får kontrakt med Playground Music

Supershine debuterede tidligere på året med en ep, der simpelthen fik titlen "The Ep". Ep'ens fire numre blev udelukkende udsendt digitalt og røg på en 8.-plads på I-Tunes' liste over mest downloadede udgivelser. GAFFA anmeldte også ep'en, der modtog fire stjerner og disse ord:

"Forsanger Kristoffer Blom har en dyb, fyldig og intens stemme, guitarerne leverer solide riffs og ørehængende temaer, og produktionen ved bandet selv i samarbejde med Jakob Winther er klar med de enkelte instrumenter - guitar, bas, trommer og en smule keyboard - klart placeret i lydbilledet."

Supershine har eksisteret siden 2006 og udsprang af en situation med to bands, der rivaliserede heftigt med hinanden i konkurrencen om at nå længst med musikken. På et tidspunkt fik de to bands dog nok af at stjæle udstyr fra hinanden og sabotere lydanlæg, og de gik derfor sammen og blev til Supershine.

Supershine fik allerede i 2008 en DMA-nominering i MySpace-kategorien, og de har fungeret som husorkester i tv-showet Live Fra Bremen. GAFFA spåede dem i øvrigt til at være blandt fremtidens store navne i januar-nummeret. Med kontrakten med Playground Music i hånden tegner den spådom til at have en vis levedygtighed. Supershine lukker Spot Festival med en koncert lørdag nat.
Bandet er lige nu i studiet for at indspille deres debutalbum, og man kan følge deres tid i studiet i en række dagbogsindlæg her på GAFFA.dk.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA