x

Sidste navne til Pavilion Junior

Sidste navne til Pavilion Junior

Programmet for dette års Roskilde Festival er næsten på plads, og nu er der føjet tre up and coming danske navne til Pavilion Junior, nemlig By The Patient, Ignug og Mescalin, Baby (billedet). Disse tre kommer til at hjælpe med at varme festivalgængerne op, inden det hele går rigtigt løs fem dage inde i festivalen, når Orange Scene åbnes.

Dødsmetallen gør sit indtog på Pavilion Junior med By The Patient. Det fem mand høje band blev dannet i 2006, og har siden da været nomineret til en Danish Metal Award som "Årets Talent", og udgivet deres debutalbum "Catenation Of Adversity". Lyden beskrives som teknisk og traditionsbevidst dødsmetal med hidsig growlen og sønderknusende musik, der inkarnerer genren i sin ondeste og pureste form. Udover Roskilde Festival er gruppen også booket til Wacken Open Air i Tyskland.

Ignug blander electropop med funk, soul og dance, og beskriver sig selv som "N.E.R.D. med surf guitar og de sensuelle elektroniske vibes som Princes tidlige arbejde". De fem drenge residerer for øjeblikket i London, men vender altså tilbage til hjemlandet for at give et par koncerter, der udover Roskilde Festival inkluderer en optræden på Spot Festival denne weekend.

Dagens tredje afsløring er rock-kvintetten Mescalin, Baby. Her fokuseres der på den velskrevne sang, fængende guitarriffs og eksplosiv energi. Ligesom Ignug er de blandt de tre finalister i talentudviklingskonkurencen KarriereKanonen, og skal dermed også optræde på Spot Festvival, hvor KarriereKanonen holder en særlig showcase - så der er mulighed for at få et hurtigt preview, inden de indtager Pavilion Junior.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA