Nyhed

Brian Enos musik kommer til København

New Yorker-kollektiv spiller ambient for lufthavne

Nu er der mulighed for at opleve albummet, der satte ambient-genren på det musikalske landkort, når den amerikanske gruppe Bang On A Can opfører Brian Enos "Music for Airports" i forbindelse med den københavnske Athelas New Music Festival i juni.

Eno indspillede pladen i 1978 som et bud på beroligende musik, der kunne spilles på offentlige steder. Han fik idéen, da han et par år forinden strandede i en tysk lufthavnsterminal og blev irriteret over den personlighedsløse og enerverende muzak, der kom ud af højttalerne.

Med "Music for Airports" introducerede den engelske producer og komponist begrebet "ambient", som siden er blevet brugt flittigt om forskellige slags elektronisk stemningsmusik.

Albummet er en fast del af Bang On A Cans repertoire og opføres af gruppens elitemusikere Bang On A Can All-Stars. Kollektivet har aldrig tidligere været i Danmark, men er et kendt navn på den amerikanske musikscene og mest kendt for deres maratonkoncerter, hvor forskellige medlemmer af kollektivet skiftes til at spille inden for et hav af genrer i mindst 12 timer ad gangen.

Bang On A Can opfører "Music for Airports" den 12. juni på Teater Republique i København, og billetter kan købes via GAFFA Live. Athelas New Music Festival kører fra den 5. til den 12. juni.

ANNONCE