Nyhed

The Blue Van udsætter koncert på Bremen

Den annoncerede koncert udskydes med cirka fjorten dage

The Blue Van skal give koncert på Bremen, men ikke på den oprindeligt afsatte dag, fredag den 10. september. Koncerten flyttes i stedet til lørdag den 25. september. Præcis hvad udsættelsen skyldes melder arrangørerne ikke noget om, men det giver i hvert fald de, der har købt billet et par uger mere, til at lære sangene fra The Blue Vans fjerde studiealbum at kende inden koncerten.

Allerede i november sidste år annoncerede The Blue Van, at de var i studiet, og i fuld sving med at indspille ikke færre end nitten nye sange til deres nye album. Selv nu, mere end et halvt år senere, er det meget sparsomt med detaljer omkring udgivelsen, der hverken har fået titel eller en præcis udgivelsesdato hæftet på.

Hvad vi til gengæld ved er, at pladen burde være klar og i butikkerne i løbet af juni måned, og at lyden på de nitten tracks vil holde stilen fra tidligere albums, men med en noget hårdere instrumental lyd. Forsanger Steffen Westmark udtalte dengang til GAFFA:


- Vores fjerde udspil ændrer ikke radikalt på vores lyd. Men generelt bliver den instrumentale del lidt hårdere - og vi får en tungere lyd. Vokalen er til gengæld lidt afdæmpet, men helt fremme i lydbilledet, og så er der blevet plads til et par ballader i første omgang."

Hvis The Blue Van ikke overskrider tidsplanen alt for meget, skulle albummet under alle omstændigheder være klar i god tid til koncerten på spillestedet Bremen. Har man købt billet til koncerten, gælder den også til den nye dato, men passer det ikke ind i kalenderen, kan man også få pengene retur via Billetlugen.

ANNONCE