Det pladeaktuelle band kommer forbi GAFFAs butik i Århus i morgen
Er man til mathrock med nerve og kant, bør man overveje at kigge forbi GAFFA Shop nu på lørdag. Her kan man høre AnnaSaid give en kort koncert af tyve minutters varighed. Efter koncerten bliver der mulighed for en såkaldt meet 'n' greet med medlemmerne af bandet. Ved samme lejlighed lancerer AnnaSaid en ny T-shirt, som man selvfølgelig kan købe og få signeret, hvis man skulle have lyst.
AnnaSaid har netop udgivet deres debutalbum, som man også kan købe i GAFFA Shop. Albummet, der hedder "Jua", fik tre stjerner i GAFFAs anmeldelse, men også disse opmuntrende ord:
"Det er energisk og fyldt med skæve beats, bedst udført på numre som den nedstemte Frenzy og den afrobeatede Sun. Man fornemmer på singleforløberen Dogfight også et pophjerte ikke ulig det, man finder hos Ginger Ninja, og nummerets rotation på P3 er velfortjent."
Som ekstra lokkemad til tørstende Spot-gængere og andet godtfolk har Tuborg sponsoreret et par kasser øl til arrangementet, så det er bare med at dukke op. AnnaSaid kan ses lørdag 22. maj, klokken 12.30 i GAFFA Shop, Klostergade 20 i Århus.