Turboweekend-album genudsendes

Turboweekend-album genudsendes

Det er kun godt et år siden, at Turboweekend udgav deres andet album "Ghost of a Chance", men i erkendelse af albummets vedvarende popularitet har bandet besluttet at sende det på gaden igen - i en udvidet udgave. "Ghost of a Chance" har solgt kontinuerligt siden udgivelsen, konstant ligget i top tyve på iTunes, ligesom flere af singlerne fra albummet er blevet spillet meget i radioen. I GAFFAs anmeldelse ved Jesper Buhl fik "Ghost of a Chance" da også fire stjerner samt disse ord:

"I det hele taget viser Ghost of a Chance, at Turboweekend har fået rigtig godt styr på virkemidlerne, så godt, at de ikke behøver skrue alting op på 11. Denne luftighed klæder deres sange, også når de sætter tempoet op, som på den virkelig fine Almost There som viser, at festen bliver festligere, når den serveres mere nuanceret."

Nu kommer så "Ghost of a Chance – Special Edition", der består af to cd'er. Albummet indeholder blandt andet – lidt overraskende – en dansksproget single, nemlig nummeret "De brikker der aldrig faldt på plads", hvor trioens forsanger Silas Bjerregaard synger duet med Steffen Brandt. Derudover finder man en række remix-numre, inklusive den hollandske verdensstjerne Tiëstos remix af "Trouble Is", samt en stribe livenumre fra gruppens koncert i Vega 15. april.

"Ghost of a Chance – Special Edition" udkommer 7. juni.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA