Eik Frederiksen stoppet med øjeblikkelig virkning efter kun et halvt år
Eik Frederiksen, musikchef på Sky Radio, har af ukendte årsager fratrådt sin stilling med øjeblikkelig virkning, skriver Markedsføring. Frederiksen fik kun et halvt år i jobbet, som han kom til kort før lanceringen af de landsdækkende kommercielle danske kanaler Sky Radio og Radio 100 FM, og der var høje forventninger til ham på Sky Radio.
Frederiksen kom fra en stilling som chef på P3, hvor han sidste år stod bag udviklingen af "det nye P3", der i september startede under mottoet "Det, man hører, er man selv". I 2001 headhuntede DR ham fra en stilling som programchef hos The Voice, hvor han havde en mangeårig karriere.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Eik Frederiksen eller Kasper Krüger, administrerende direktør på Sky Radio.