Nyhed

Danske U2-koncerter uberørt af Bonos rygskade

Den nordamerikanske turné er til gengæld udsat til 2011

Bono er blevet udskrevet fra hospitalet i München, hvor han har været indlagt på en specialklinik på grund af en rygskade. For at komme sig oven på strabadserne skal han i gang med et genoptræningsprogram, og han skal holde sig i ro i minimum otte uger.

Men den gode nyhed er, at de danske koncerter i Horsens 15. og 16. august ikke bliver påvirket af Bonos rygproblemer. Til gengæld har det irske band set sig nødsaget til at aflyse deres nordamerikanske koncerter, der lå i juni og juli. De vil i stedet blive gennemført til næste år.

U2's manager, Paul McGuinness, udtaler fra hospitalet i München:


"Vores største og efter min mening bedste turné er blevet afbrudt, og vi er alle knuste. For en artist, der lever for at stå på scenen, er dette mere end et slag. Han føler sig frarøvet chancen for at gøre, hvad han gør bedst, og føler, han har svigtet bandet og deres publikum. Hvilket selvfølgelig er nonsens. Hans bekymring om mere end en million billetkøbere, hvis planer er blevet vendt på hovedet, deler vi alle, men det vigtigste lige nu er, at Bono kommer sig fuldstændigt."

ANNONCE