Nyhed

Slaraffenklang giver ep væk

Download et gratis eksemplar af mutant-bandets live-ep "Prinser & Vikinger"

To af Danmarks mest roste bands, Slarraffenland og Efterklang, har efterhånden forenet krafterne over flere omgange, senest torsdag den 20. maj, hvor de optrådte ved åbningen af Spot Festival 2010 i Århus. Sammen har mutant-gruppen slået sig eftertrykkeligt fast som et act, der er værd at opleve, men var man ikke så heldig at få adgang til koncerten i torsdags, er der nu mulighed for ad anden vej.

De elleve musikere har lavet en live-ep med titlen "Prinser & Vikinger", der indeholder fem numre fra koncerten i Det Kongelige Teater, København, hvor de optrådte i januar måned. Som om det ikke var guf nok, så kan man oven i købet få fingrene i udspillet ganske gratis, i hvert fald i overført betydning, for "Prinser & Vikinger" udsendes kun digitalt.

Tracklisten inkluderer et mash-up af Efterklangs "Mirador" og Slaraffenlands "Long Gone", kaldet "Miragone" og endnu et mash-up af Slaraffenlands "Falling Out" og Efterklangs "Mirror Mirror", kaldet "Falling Mirror". Hele tracklisten kan ses nedenfor, og ep'en kan downloades fra Rumraket.tumblr.com, kvit og frit.


Er man mere til en egentlig koncert, så har man chancen i morgen, torsdag den 27. maj, hvor de optræder i Pumpehuset, København klokken 21.00, sammen med Marybell Katastrophy. Billetter kan købes via GAFFA Live.

Trackliste, "Prinser & Vikinger":

1: MIRAGONE
2: CUTTING ICE TO SNOW (Slaraffenland covers Efterklang)
3: POSTCARD (Efterklang covers Slaraffenland)
4: FALLING MIRROR
5: AWAY


ANNONCE