x

Ændringer på dagpengeområdet rammer kunstnere hårdt

Ændringer på dagpengeområdet rammer kunstnere hårdt

Regeringens nye bud på en ændring af dagpengereglerne - en halvering af dagpengeperioden fra fire til to år som et led i den såkaldte genopretningsplan for dansk økonomi - vil ifølge Dansk Musiker Forbund (DMF) gå hårdt ud over kreative mennesker som musikere og freelancekunstnere.

"Kunstnere rammes særligt hårdt. Indgrebet i dagpengesystemet udhuler muligheden for at eksistere som freelancemusiker og kunstner, fordi de har halvt så meget sikkerhed, når dagpengeperioden halveres," siger Anders Laursen, formand for landets største kunstnerorganisation DMF, i en pressemeddelelse.

Det er typisk at kunstnere bruger dagpenge til at sikre sig mod kortvarige perioder med ledighed, men det vil blive sværere, når dagpengeperioden reduceres.

Anders Laursen fortsætter: "Vi kan ikke konkurrere med kineserne på masseproduktion og billig arbejdskraft. De fleste politikere er enige om, at det er viden, innovation og kreativitet, der er Danmarks fremtid. Man er også enige om kunstens betydning i relation til kreativitet og fremdrift. Desværre forringer man nu vilkårene for kunstnerne. Og regeringen gør det dermed sværere at leve som kunstner."

De fleste stillinger som musiker i Danmark er ikke faste fuldtidsstillinger, men derimod oftest job af kortere varighed, hvilket betyder at et fleksibelt a-kasse-system er vigtigt for danske musikere.

"Men mange kunstnere vil blive tvunget ud i andre fag, der intet har med kunst at gøre og som også kan være nok så svære at komme ind i. Situationen er nemlig den, at arbejdsgivere er tilbageholdende med at ansætte for eksempel musikere, når de ved, at det kun drejer sig om en kort periode mellem to turnéer," siger DMFs formand.

Ifølge DMF er dagpengeindgrebet gambling med vigtige, kreative brikker, der har betydning for Danmarks fremtid. Med Anders Laursens egne ord:

"Regeringen præsterer her det mest elendige stykke arbejde for at sikre fremtidens Danmark, i en tid hvor vi er presset på alle typer af erhverv. Den kreative branche i Danmark – inden for kunst, viden, underholdning – skal da stimuleres og hjælpes for at sikre os en placering på den globale bane."

Om DMFs formand har ret, vil vi undlade at udtale os om. Men deltag endelig i debatten.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA