Nyhed

Thomas Helmig til Rock’n’Royal

Den pladeaktuelle charmetrold føjet til programmet i Parken 7. maj

Programmet til den stort anlagte Rock’n’Royal-koncert i Parken 7. maj i København i anledning af – nåja, det er vist overflødigt at nævne – er ved at være ganske omfattende, og nu er også Thomas Helmig føjet til programmet. Helmig udgav sidste mandag sit 12. studiealbum "El Camino", så han må siges at være yderst pladeaktuel.

I næste GAFFA, der er på gaden 6. maj, altså dagen før det store rockslag, kan du læse et stort interview med Helmig, der bl.a. afslører, at han faktisk blev opfordret til at skrive den officielle forlovelsessang, men at han desværre ikke havde tid pga. arbejdet med "El Camino", og stafetten gik så videre til Erann DD. Helmig fortæller videre, at han og hans viv Renée Toft Simonsen er inviteret til en komsammen med det royale brudepar i forbindelse med brylluppet.

Programmet til Rock’n’Royal ser nu således ud:
Anders Blichfeldt
Black Rebel Motorcycle Club
Bounce
Brett Anderson
D-A-D
Jokeren
Lars H.U.G.
Led Zeppelin Jam
L.O.C.
Outlandish
Pernille Rosendahl
Powderfinger
Rob Tognoni
Safri Duo
Sanne Salomonsen
Steen Jørgensen
Thomas Helmig
Tivoli Bolero-ensemble
TV-2
DR RadioUnderholdningsOrkestret
Rock 'n' Royals session-band
Rock 'n' Royal-koret


Der er endnu et par tusind billetter tilbage af de knap 40.000, der har været til salg, på e-billetter og Billetnet. TV-2 transmitterer direkte fra størstedelen af begivenheden.

ANNONCE