Target Records distribuerer debuten i sensommeren
Det københavnske rockband Shotgun Revolution har eksisteret i syv år, men begyndte for alvor at få vind i sejlene sidste år, da de blev udvalgt til P3's Karrierekanonen, og P4's musikkonkurence Rocktoget. Nu er der så kommet en pladekontrakt i stand, med Target Records der også håndterer Rock Hard Power Spray, The Storm og The Floor Is Made Of Lava.
Første single fra Shotgun Revolutions debutalbum hedder "Flipside", og udgives digitalt i næste uge. Selve albummet kommer på hylderne et par måneder senere, i midten af august. Det har fået titlen "Join The Revolution", og har været under produceren Flemming Rasmussens kyndige hænder - han har tidligere siddet som co-producer på Metallicas "Ride The Lightning", "Master Of Puppets" og "... And Justice For All".
Der bliver også rigeligt at se til på live-fronten for Shotgun Revolution denne sommer. De skal nemlig give koncerter på endagsfestivalen Copenhagen Live den 2. juni, Kalundborg Rocker den 6. august og Skanderborg Festival den 8. august. Der er også arrangeret en koncert i Nemoland på Christiania søndag den 6. juni.
På bandets MySpace-side ligger der flere teasere på kommende numre til streaming, inklusive halvandet minut af den kommende single "Flipside". "Join The Revolution" udkommer mandag den 23. august.