Nyhed

Kellermensch udsender ny ep

Bandet udfordrer deres svagheder på de fire nye sange, der udkommer 21. juni

De esbjergensiske vidunderbørn i Kellermensch udsendte sidste år deres selvbetitlede debutalbum, hvilket sammen med koncerter på Spot og Roskilde Festival førte til at bandet sidenhen har indspillet radio-sessions for både BBC Radio 1 og Radio XFM, og at debuten udsendes i England. På den engelske udgave vil der imidlertid være hele 12 numre, hvoraf de fire er helt nye. De fire nye sange er også at finde på bandets nye ep, der er på gaden den 21. juni. Den nye samling sange har fået titlen Narcissus, og frontmand Sebastian Wolff forklarer:

- Narcissus er navnet på både en blomst og en græsk gud. Sidstnævnte mødte sin undergang ved at dvæle ved sit eget billede, og ved at vi på de fire nye sange kigger indad og arbejder med vores egne svagheder, synes vi lidt, at vi løber den samme risiko.

Hvad er det for svagheder?

- Vi har arbejdet med de ting, vi synes, vi havde svært ved på den første plade. Det er blandt andet det mere stille udtryk og nogle lidt smukkere lyduniverser, end vi ellers bevæger os i. Sangene på vores debut er meget tunge og slæbende, så vi har arbejdet med rytmikken, og visse steder i de nye sange nærmer vi os et udtryk, som man måske endda kunne kalde upbeat, på trods af at vi stadig bruger den samme instrumentering og bevæger os inden for de samme tematikker, som vi plejer, fortæller Sebastian og røber, at et af de nye numre egentlig var en ballade skrevet til debuten, men at bandet på det tidspunkt ikke syntes, de kunne få den til at fungere.

- Vi har brugt den tid, der er gået, siden pladen udkom til at eksperimentere en del med vores udtryk, og vi er også godt i gang med at skrive sange til den næste plade. De ting, der så er særligt eksperimenterende og anderledes i forhold til, hvordan vi ellers lyder, har vi samlet på ep'en. På den måde giver det os også plads til at gøre den næste plade til et mere samlet værk med en god solid rød tråd i.

Narcissus er på gaden 21. juni, og den fysiske udgave indeholder ud over de fire nye numre også de fire sange, Kellermench fremførte til deres BBC session.

Trackliste:
01. Narcissus
02. Army Ants
03. Rattle The Bones
04. 30 Silver Coins
(bonus tracks)
05. Moribund Town (BBC Session)
06. All Time Low (BBC Session)
07. Wolf Like Me (BBC Session)
08. The Day You Walked (BBC Session)

ANNONCE