x

Danmark er første land i verden til at udgive Hurts

Danmark er første land i verden til at udgive Hurts

Duoen Hurts, der består af de to unge englændere Theo Hutchcraft og Adam Anderson, spiller halvdyster men yderst smittende pop-noir og er af mange presse og branchefolk spået til at blive "the next big thing". P3 breakede i nummeret Wonderful Life som Ugens Uundgåelige i midten af februar, og siden har sangen klaret sig overordentligt pænt herhjemme med det resultat at sangen er blevet sat til salg på iTunes i Danmark, der således er første land til at udgive bandet. Forsanger Theo Hutchcraft fortæller at den pludselige danske interesse kom noget bag på gruppen:

- Det var lidt af et chok for os. Vi havde ingen anelse om, at det var ved at ske, men sangen dukkede pludselig op i både Danmark, Cypern og Rusland på én gang, uden at vi rigtig havde haft noget med det at gøre. Vi har indspillet en del i Sverige, og der er måske nok et vist skandinavisk element over vores musik. Folk her har i hvert fald ytret sig positivt om den melankoli, der er at finde i sangene.

Et andet lidt melankolsk træk ved jer, er det bandnavn I har valgt. Hvorfor lige Hurts?

- Hehe, grunden er noget så simpelt, som at det ser godt ud og lyder godt. Ej, bandnavne må efter min mening gerne have samme effekt som den første side i en bog, og når man ser navnet "Hurts" er det forhåbentlig et interessant navn, og så synes jeg vi giver lytteren en idé om, hvad der venter ham eller hende.

Der er mange, der har udråbt jer til at være morgendagens stjerner. Lægger det ikke et vist pres på jer?

- Faktisk er det jo utroligt spændende, at få sådan et mærkat på sig. Vi har brugt lang tid på at gennemtænke hvilket band, vi er, og vi er ret fasttømrede i vores bandidentitet, selvom vi kun har eksisteret i et lille års tid. Så det at, der er så mange, der kan lide det, er jo en enorm kompliment. Hvis man som band ikke er hundrede procent sikker på, hvem man er, og hvad man vil, kan det være meget farligt at få at vide, at man er det næste store navn, for så kan man risikere at ændre på sig selv og sin musik for at give folk, hvad de gerne vi have, men for os har det bare styrket os i vores tro på, at vi gør det rigtige. Desuden lægger vi så meget pres på os selv, at det pres andre lægger på os ikke kan hamle op med det.

Hurts' debutalbum forventes udkomme i august.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA