x

25 tons Rammstein til Copenhagen Live

25 tons Rammstein til Copenhagen Live

Det er en kendt sag, at megastjerner kræver mega udstyr, og når Copenhagen Live skydes i gang, bliver der bestemt ikke gjort nogen undtagelser. Der er navne som Rammstein og Slash på plakaten, og især Rammsteins sceneshow stikker ud i denne sammenhæng; den tyske rockgruppe medbringer intet mindre end 25 tons sceneudstyr til deres optræden.

Som mange er bekendt med, er Rammsteins sceneshow noget af en ekstraordinær affære, med pyrotekniske indslag en masse. Festivalens arrangør Kim Worsøe fra ICO Conerts fortæller om udstyret:

"Alene Rammstein kommer med mere end 25 tons udstyr, der bliver hængt op i scenens tag. Det er lys, lyd, flammekastere og fyrværkeri alene til dem selv - de har en rullende rock-produktion, som er helt overdimensioneret. Den faste produktion på scenen til brug for alle de andre bands kommer så oveni."

For at glide ordentligt har Copenhagen Live således 18 trucks, 11 busser, 140 meter bar, 9 tons metalplader og intet mindre end 680 mand i arbejde. Til de ti optrædende artister er der i øvrigt opstillet et særligt mobilt køkken, der skal tage sig af de notoriske forplejningslister, eksempelvis den vanvittigt dyre Cristal Champagne, som Slash kræver skal stå i sit omklædningsrum.

Copenhagen Live finder sted onsdag den anden juni på 10-øren i København. Udover Rammstein og Slash inkluderer de optrædende også Volbeat, comeback-koncert med Skunk Anansie, samt walisiske Bullet For My Valentine. Der er endnu billetter at få til endagsfestivalen, og de kan købes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA