x

Nordisk dj-mesterskab i Vega

Nordisk dj-mesterskab i Vega

Det danske dj mesterskab, DM i Mix, har i år 25-års jubilæum, og det falder oven i købet sammen med at der for første gang afholdes nordisk mesterskab i samme kategori. DMC Nordic DJ Championships 2010 skal både finde en dank, svensk, norsk og nordisk mester, og det firedobbelte mesterskab løber af stablen i Vega næste weekend.

Vinderen af det nordiske mesterskab skal naturligvis findes blandt de tre landsmestre, der udover æren også konkurerer om priser for over 50.000 kroner. Alle tre landsmestre skal desuden deltage i DMC World Championships i London senere i år, hvor der igen ikke kun battles om prestige, men også om nogle særdeles fine præmier, blandt andet en 24-karats guldbelagt pladespiller og mixer fra Technics.

Udover det store dj-battle byder aftenen også på optrædener fra Mikkel Mund (billedet), DMC verdensmesteren DJ Switch fra England, og en optræden fra Per Vers, der præsenterer en live-opførelse af sit kommende "Danish Operation"-mix-tape. Her har Per Vers hentet et line-up af Danmarks største rappere, som han har kendt i mindst ti år, og som for ti år siden var relativt nystartede og ukendte. Hver har de skrevet og indspillet et vers, over et DJ Premier-beat, der er en fællesnævner for noget, alle deltagende var enige i gav dem lyst til at rappe. De involverede er blandt andre MC Einar, Jooks, Mikkel Mund, Pede B, Dj Static & DJ Noize, samt selvfølgelig Per Vers selv.

Det er anden gang, Per Vers opfører dette mixtape live. Første gang var til Aarhus Took It-festivalen i 2009, hvor GAFFAs Anders Hjortskov anmeldte hans show. Læs hans firestjernede anmeldelse her.

Hele herligheden løber af stablen i Lille Vega, København, lørdag den 5. juni fra klokken 21.00. Der kan købes billetter via GAFFA Live.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA