Nyhed

Lampshade på mini-turné med spændende svensk opvarmning

Koncerter med Namur i Vejle, Odense og Malmö ugen ud

Den odenseanske gruppe Lampshade, der gør sig i både melankolsk, afdæmpet og storladen støjrock, tager resten af ugen på en mini-Danmarksturné (med en afstikker til Malmö) med det ganske spændende navn Namur som opvarmning.

Namur er på cd et enmandsband bestående af sangeren, sangskriveren og multiinstrumentalisten David Ahlén, der gør sig i en slags minimalistisk blanding af alternativ rock, electronica og postrock, ikke helt ulig navne som de tyske "indietronica"-grupper The Notwist og Lali Puna og vore egne Diefenbach. Namur har udsendt to album, senest den absolut udmærkede "Conquer Me". Live er Namur dog et fuldt band med to guitarer, bas og trommer.

Lampshade har lige været på en efter eget udsagn vellykket turné til Holland, hvor deres debutalbum fra sidste efterår, "Because Trees Can Fly", netop er udsendt. I slutningen af maj skal de spille to jobs i Tyskland, hvor de også har vakt pladeselskabsinteresse.


Lampshade og Namurs turné:
29/4: Paraplyen, Vejle
1/5: Studenterhus Odense
2/5: Kb, Malmö

Lampshade spiller desuden på årets Spot 10-festival 4.-5. juni.


ANNONCE