x

IFPI får ny kommunikationschef

IFPI får ny kommunikationschef

Pladeselskabernes fællesorganisation IFPI ruster sig til fremtiden, og de nye opgaver, der følger med de store forandringer, pladebranchen i øjeblikket gennemgår, især som følge af digitaliseringen af musik. Et af tiltagene i den forbindelse er at ansætte en decideret kommunikationschef, og det bliver 34-årige Lasse Lindholm, der skal løfte ansvaret. IFPI's bestyrelsesformand Henrik Daldorph udtaler i en pressemeddelelse om ansættelsen:

"I dag er forandring et grundvilkår for musikselskaberne. Det skaber selvfølgelig udfordringer, men samtidig giver udviklingen nye muligheder for samarbejde med mange forskellige aktører. Derfor skal vi som branche fortsat styrke relationerne til vores omverden. I den forbindelse er jeg overbevist om, at vi med ansættelsen af Lasse har tiltrukket en kapacitet, der vil bidrage til at skabe resultater, som både kommer musikselskaber, forbrugere og kunstnere til gode."

Lasse Lindholm har selv været aktør i musikbranchen i mange år, både som udøvende kunstner, sangskriver og for musikselskaber. I midthalvfemserne var han rapper i Hvid Sjokolade, og senere hen har han nedfældet sange for kollegerne i Den Gale Pose samt r&b-sangerinden Karen. I midt 00'erne var han ansat hos BMG og Sony BMG, og efterfølgende været kommunikationsansvarlig på Københavns satsning, at profilere byen som en cykelby. Nu er Lasse klar til at vende tilbage til musikbranchen, og ser frem til at hjælpe med at bedre branchens ry. Han udtaler om sin nye stilling:

"Musikselskabernes omdømme står ikke altid mål med den værdi, som selskaberne og deres medarbejdere bringer til bordet. Og den offentlige debat om musikbranchen er ofte præget af misforståelser og manglende viden om selskabernes måde at arbejde på. Derfor ligger der en spændende opgave i at synliggøre og forklare den vigtige rolle, som musikselskaberne spiller i det danske kulturliv."

Stillingen som kommunikationschef indebærer helt konkret, at Lasse Lindholm skal overtage den primære kommunikation for IFPI, både internt og eksternt, en rolle, som førhen især har været varetaget af den nu tidligere marketingdirektør Jesper Bay. Lindholm tiltræder stillingen allerede i morgen, tirsdag den 1. juni.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA