Nyhed

Waldo & Marsha vinder skandinavisk Emergenza

Den århusianske oktet skal sammen med de svenske finalister til finale i Tyskland

Europas største talentkonkurrence, Emergenza, har for en god uges tid siden sorteret 115 af de 116 danske deltagende bands fra, og sendt den århusianske oktet Waldo & Marsha videre til den skandinaviske finale i Stockholm. Her skulle en af de tre finalister sorteres fra, og den internationalt sammensatte jury valgte at sende de danske repræsentanter og svenske Factory Brains videre.

Det betyder, at Waldo & Marsha skal optræde ved den globale finale ved Taubertal Open Air Festival i Tyskland i midten af august. Præmien inkluderer en turné i enten Europa eller USA efter eget valg, samt udstyr, promotion og andre hjælpsomme services for 1 million dollars. Det er altså noget af en pakkeløsning, som det danske band kan få mellem hænderne, hvis de er gode nok til at få væltet de andre konkurenter af pinden.

Emergenza Festival løber af stablen fredag den 13. til søndag den 15. august ved Taubertal Open Air Festival. Udover Waldo & Marsha skal 19 andre håbefulde upcoming bands dyste om førstepræmien.


ANNONCE