Nyhed

Manic Street Preachers udgiver album til september

Trioens tiende album, "Postcards From A Young Man", er på vej

Så er der godt nyt til Manic Street Preachers-fans. Et nyt album er på vej og skulle ifølge bandets hjemmeside ramme butikkerne engang i september. Pladen har fået navnet "Postcards From A Young Man" og bliver startskuddet til en større britisk turné. I tråd med albumtitlen har bandet sendt deres fans et postkort, hvor de skriver, at deres tiende album er ved at blive født, "so hey ho, let's go - time to tour", hedder det på hjemmesiden.

Inden turnéen i Storbritannien skal de maniske prædikanter indtil videre spille tre europæiske festivaler over sommeren, men har ikke planlagt en koncert i Danmark. Sidst, de var her, foregik det i juni 2009 til Rock Under Broen i Middelfart. Publikum var ifølge GAFFAs anmeldelse ikke alt for begejstrede, men måske interessen bliver vakt igen med det nye album.

I hvert fald klarede Manic Street Preachers sig godt på deres sidste plade, "Journal For Plague Lovers", ifølge GAFFAs anmelder, der uddelte fem stjerner og kaldte albummet et "overraskende comeback". Alle numrene var baseret på tekster efterladt af bandets guitarist og tekstforfatter Richey Edwards, der forsvandt på mystisk vis i februar 1995 og siden er blevet erklæret formodet død. Hvad "Postcards From A Young Man" er baseret på, og hvordan pladen kommer til at lyde, er endnu usikkert.


ANNONCE