Nyhed

Paul McCartney tildeles Gershwin-prisen

Eks-beatlen er den første ikke-amerikaner til at modtage den prestigefyldte musikpris

The Library Of Congress uddelte i går for tredje gang prisen Gershwin Prize For Popular Song, og denne gang var det ikke en amerikaner, der stod som modtager, men derimod det tidligere Beatles-medlem Paul McCartney. Prisen, der blev skabt i 2007, er opkaldt efter brødrene George og Ira Gershwin, og uddeles til musikere eller komponister for deres bidrag til populærmusik. De to tidligere gange er prisen gået til henholdsvis Paul Simon og Stevie Wonder.

For at markere prisuddelingen var der arrangeret en koncert i Det Hvide Hus, hvor præsident Barack Obama var til stede. Flere store kunstnere optrådte ved lejligheden, og blandt de der hyldede McCartney fandtes Elvis Costello, den tidligere modtager af prisen Stevie Wonder, Herbie Hancock og The Jonas Brothers og McCartney, der også selv optrådte. Ved en pressekonference i går udtalte McCartney om æren:

"Det er fantastisk for mig at være her, fordi jeg som lille barn hørte Gershwin-brødrenes musik under hele min opvækst og elskede den, og jeg havde selvfølgelig ingen idé om at jeg en dag ville være på et sted, hvor jeg ville få en så stor ære. Jeg ville ikke have troet dig, hvis du fortalte mig som lille barn, opvokset i Liverpool, at dette ville ske. Så det er meget specielt for mig."


Kongressens bibliotekar James H. Billington udtalte sig også ved pressekonferencen om valget af Paul McCartney som modtager af prisen. Han begrundede valget med, at hans karriere har spændt over mange genrer, og at McCartney også har bidraget til meget andet end musikken: "Han har også haft indflydelse langt udover musik, gennem sit humanitære og aktivistiske arbejde over hele verden."

Selve overrækkelsen fandt som nævnt sted i går, men blev optaget, og sendes på den amerikanske tv station PBS onsdag den 28. juli.

Gershwin-brødrene har blandt andet stået bag operaen "Porgy & Bess" samt værkerne "Rhapsody In Blue" og "An American In Paris", og har blandt skrevet klassikerne "I Got Rhythm", "Summertime" og "They Can't Take That Away From Me".


ANNONCE