Nyhed

Axl Rose laver brøler i Oslo

Den excentriske Guns N' Roses-general ville skabe god stemning i Oslo, men bør nok tage et geografikursus, inden han prøver samme nummer igen

Det er et gammelt trick fra rock 'n' roll-håndbogen at iklæde sig et lands flag eller fodboldtrøje for at skabe lidt goodwill hos publikum. Axl Rose, der er sanger og eneste tilbageværende originalmedlem af Guns N' Roses, brugte flag-tricket under tirsdagens koncert i Oslo, men det faldt bestemt ikke i god jord hos de norske fans.

Axl Rose kom nemlig spankulerende ud med det svenske flag om skuldrene i stedet for det norske, hvilket en journalist fra Aftenposten efterfølgende kaldte for "den mest idiotiske sceneoptræden siden 1997". Hændelsen for 13 år siden refererer til et U2-show, der åbenbart heller ikke faldt i journalistens smag.

Det var dog ikke blot amerikanerens manglende geografiske viden, der blev kritiseret. Igen gik bandet for sent på, og denne gang måtte de norske fans vente over to timer, før koncerten gik i gang. Det fik flere fans til at udvandre, før koncerten overhovedet begyndte. Bandet blev beskyldt for at være utight, og Axl Rose kaldes i anmeldelsen "en bleg kopi af sig selv".


Det tog som bekendt 14 år for Axl Rose at lave det nye Guns N' Roses album "Chinese Democracy", der mange steder er blevet kritiseret for ikke at leve op til forventningerne. GAFFAs Keld Rud mente, at "svigtende kritisk sans og manglende dømmekraft er albummets største hæmsko", og tildelte musikhistoriens dyreste album to stjerner.

GAFFAs Finn P. Madsen gav Guns N' Roses tre stjerner til bandets optræden til Roskilde Festival for fire år siden og skrev blandt andet, at bandet "var en flok ufokuserede Hollywood-freaks, som flashede attituder og klichéer uden indhold". Den kritik fortsætter i den norske anmeldelse, hvor der uddeles to stjerner for koncerten i Spektrum i Oslo.

Bandet kommer forbi Gigantium i Aalborg den 14. juni, og der er stadig billetter tilbage, der kan købes via GAFFA Live.


ANNONCE