Nyhed

Skive ændrer i programmet

Koncerten med Mika flyttes frem til klokken 17:00 og over på Scene 1 - også Sanne og Nik & Jay flyttes

I hvad der nærmest må betegnes som sidste øjeblik har folkene bag Skive Festival besluttet sig for at rykke koncerten med Mika fra Scene 2 til Scene 1. Det betyder samtidig, at han nu ikke spiller klokken 21:00, men i stedet klokken 17:00.

Flytningen har desuden betydning for koncerterne i aften med Sanne Salomonsen og Nik & Jay. Sanne rykkes til Scene 2, hvor hun nu kan opleves klokken 18:15 - hun skulle ellers have spillet på Scene 1 klokken 17:00, hvor man altså nu kan opleve Mika. Nik & Jay bliver på Scene 2, men deres koncert rykkes fra 18:15 til 21:00, og hermed skulle puslespillet være gået op.

De pludselige ændringer skyldes "logistiske årsager", men derudover begrundes flytningen af de tre navne ikke yderligere.


Ændringerne har dog ingen indflydelse på koncerterne med White Lies og Dizzy Mizz Lizzy, der også spiller på Scene 1 på Skive Festival i dag.

ANNONCE