Nyhed

Apparatjik udgiver gratis ep

Det musikalske sideprojekt udgiver tre sange til gratis download

Det meget omtalte fritidsprojekt fra Coldplays Guy Berryman, Mews Jonas Bjerre, A-has Magne Furuholmen og alle mulige store stjerners trommeslager og producer Martin Terefe, har endnu en gang kastet frugt af sig. De udgav i februar deres debutudspil "We Are Here", der fik pæne, men ikke overvældende anmeldelser, og nu har de altså været i gang igen.

Ep'en hedder "4 Can Keep A Secret If 3 Of Them Are Dead", og indeholder ud over titelnummeret to sange, "Antlers" og "Look Kids (Premix AA) Diskjokke A". Her er igen tale om et sæt temmelig melankolske tracks, hvor Jonas Bjerres vokal som vanligt kommer til sin fulde ret, så Mew-fans kan roligt sætte sig tilbage og lytte.

I sædvanlig Apparatjik-ånd har der ikke været noget stort publicity-circus i gang, for at promovere "4 Can Keep A Secret If 3 Of Them Are Dead". Den er blevet opdaget af musiksider som Spinner og og NME, og ordet har langsomt spredt sig derefter. Ep'en er heller ikke helt nem at finde, for bandets hjemmeside er ikke ligefrem brugervenlig, og hvorvidt ep'en overhovedet ligger gemt på denne hjemmeside, har vi endnu ikke kunnet fastlægge.


Vi ved til gengæld, at den kan hentes på siden Eyeoncommittee.com, hvor man ved at oplyse navn, e-mail og hjemland, kan få tilsendt en mail med et link til en gratis elektronisk kopi af ep'en.

ANNONCE