Nyhed

The Beach Boys aflyses og Alice Cooper flyttes

Der er ændringer i programmet for to af koncerterne i juni i Randers

Der var planlagt koncert to store koncerter på Justesens Plæne i Randers i denne måned, men nu rykkes der rundt og aflyses. Det går i første omgang udover The Beach Boys, hvor arrangørerne har valgt at aflyse koncerten, og efterfølgende går det udover Alice Cooper, der rykkes til Elro Arena.

I en pressemeddelelse begrundes aflysningen af koncerten med The Beach Boys således:

"Aflysningen skyldes bl.a. stor usikkerhed omkring tidspunktet for Beach Boys ankomst til Randers, hvorfor foreningen i samråd med dens samarbejdspartnere har valgt at aflyse koncerten".


Aflysningen får konsekvenser for koncerten ugen efter med Alice Cooper, hvilket forklares således:

"Da økonomien for produktionen (toiletter, hegn, strøm etc.) er kædet sammen med koncerten den 23. juni med Alice Cooper, flyttes denne til Elro Arena".

Det fremhæves desuden, at skulle man ønske at bruge sine The Beach Boys-billetter til koncerten med Alice Cooper den 23. juni, så skal man være velkommen. Ellers skal købte billetter refunderes ved de forsalgssteder, hvor de er købt.


Billetter til koncerten med Alice Cooper kan købes via koncertranders.dk.

ANNONCE