Nyhed

Iron Maiden afslører albumdetaljer

New Wave Of British Heavy Metal-pionererne Iron Maiden har lagt et nyt nummer online og afsløret de væsentligste albumdetaljer

Heavy metal-veteranerne Iron Maiden har fastsat udgivelsesdatoen for deres nye album "The Final Frontier". Det bliver mandag den 16. august, at albummet rammer butikkerne. For at markere begivenheden har Iron Maiden lagt nummeret "El Dorado" ud på nettet til gratis download (registrering er dog nødvendig), og bandets sanger Bruce Dickinson siger omkring nummeret:

"'El Dorado' er en forsmag på det kommende album. Vi vil spille nummeret på den kommende "Final Frontier World Tour", så vi synes det ville være en god ide at få fans lidt i humør til albummet, inden turneen starter."  

Iron Maiden har igen arbejdet sammen med producer Kevin Shirley, der har været manden bag mikserpulten siden "Brave New World"-albummet. Denne gang vendte bandet tilbage til Compass Point-studiet i Bahamas for at indspille det nye album. Studiet har tidligere lagt vægge til legendariske albums som AC/DC's "Back In Black" og Iron Maidens "Piece Of Mind" (83), "Powerslave" (84) og "Somewhere In Time" (86) albums.


Dickinson siger omkring sit første besøg i studiet i 24 år: "Studiet havde den samme atmosfære og NØJAGTIG samme indretning som i 1983! Intet var forandret. Det samme tæppe, det samme ødelagte vindue i hjørnet....det var lidt uhyggelgt, men vi følte os afslappede i så velkendte omgivelser".

Som sædvanligt er albummet iklædt et cover med bandets maskot Eddie, og coveret til "The Final Frontier" kan ses på bandets hjemmeside. Det er Melvyn Grant der har lavet artworket til albummet, som er bandets 15. i rækken af albums, der indtil videre har solgt over 80 millioner eksemplarer verden over.

Artworket kommer selvfølgelig til at udgøre kernen i bandets nye scenedekoration, der skal præsenteres på bandets turne, der starter i morgen i Dallas, Texas. Bandgrundlægger og hovedkomponist Steve Harris er meget spændt på turneen:


"Vi glæder os meget. Jeg tror virkelig vores fans vil kunne lide vores nye sceneproduktion og lysshow. Det bliver også spændende at se, hvordan publikum reagerer på det nye nummer vi spiller. Eddie (bandets maskot, red) er ændret lidt denne gang og har nok ikke været mere speciel nogensinde. Jeg vil ikke sige for meget og ødelægge overraskelsen, men han kommer til at skræmme jer!".

"The Final Frontier" kommer til at have følgende trackliste:

1. Satellite 15....The Final Frontier     8:40
2. El Dorado      6:49
3. Mother Of Mercy     5:20
4. Coming Home     5:52
5. The Alchemist      4:29
6. Isle Of Avalon     9:06
7. Starblind     7:48
8. The Talisman     9:03
9. The Man Who Would Be King     8:28
10. When The Wild Wind Blows     10:59

I denne omgang kommer Iron Maiden kun til Europa for at spille på de store festivaler. En mere omfattende turne kommer senere.

Det nye Iron Maiden nummer "El Dorado" kan downloades her. Du skal dog være forberedt på, at serveren lige nu er overbelastet. "The Final Frontier" udkommer mandag den 16. august via EMI.

ANNONCE