Nyhed

The Hives udsender ep

De svenske rockere The Hives har afsløret, at de udsender en ny ep den 2. juli

The Hives har lovet, at der skulle komme et nyt album i år 2010, men det er dog ikke kommet endnu. Til gengæld har bandet til dette års Rock Am Ring afsløret, at der kommer en ep fra bandet den 2. juli som forsmag på det kommende album. Selve albummet er der ikke sat en dato på, men bandet har allerede benyttet chancen for igen at præsentere et nyt outfit.

Bandet er kendt for at skifte tøjstil over et jakkesæt-tema, men har denne gang ladet sig inspirere lidt af søfartskulturen med et matros-inspireret outfit. Hvorvidt det er fordi albummet vil orientere sig mod sømandsssange, melder historien ikke noget om.

Svenskerne kunne dog meddele, at det var en utroligt behagelig uniform at have på, som pigerne var vilde med. Det kommende album skulle ifølge svenskerne være noget "helt specielt", men nærmere kommer bandet ikke de nye sange.


The Hives' sidste udspil "The Black And White Album" udkom for næsten tre år siden til store roser og kommerciel succes. GAFFAs Erik Barkman tildelte albummet fem stjerner og skrev "Hives har præsteret et rockalbum i festlig særklasse". 

The Hives spiller på en række festivaler sommeren over, men kommer ikke til Danmark i denne omgang. Du kan se hele interviewet fra Rock Am Ring her.

ANNONCE