Nyhed

Anna David forlader modersmålet

Sangerinden udsender i næste uge singlen "Bow (For The Bad Girls)", der er første spor fra et kommende engelsksproget album

Det er 10 år siden den nu 25-årige Anna David debuterede med singlen "P.Y.B. (Pretty Young Boy)", og selvom den blev velmodtaget i både Danmark og Tyskland, kom det store gennembrud dog først med den dansksprogede single "Fuck Dig". Men i forbindelse med sit ti-års jubilæum i branchen vender Anna David tilbage til det engelske sprog med singlen "Bow (For The Bad Girls)".

Singlen går i salg mandag 14. juni og er første udspil fra et kommende album, der kommer til at følge op på det forkætrede album "Tættere På" fra 2009. Ifølge sangerinden er sproget dog ikke det eneste, der er skiftet ud på den kommende udgivelse:

"Sangen er skrevet i en periode, hvor jeg oplevede den magt en kvinde kan have, når hun ikke vil finde en kæreste. Jeg var så færdig med kærligheden, og jeg var kommet ovenpå igen. Jeg havde det fantastisk, nød min frihed og min kreativitet var i top! [...] Da jeg valgte at skrive på engelsk igen, havde jeg ikke forudset, at det samtidig ville ændre mit musikalske udtryk. Men døm selv… Are you ready to Bow?"


Der er mulighed for at høre den nye single fra på mandag, og vil man høre den live, kan det blandt andet ske til august på dette års udgave af Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg.

ANNONCE