Nyhed

Beenie Man til Danmark

Den kontroversielle dancehall-stjerne fra Jamaica gæster Train i Århus den 21. juni

Den jamaicanske dancehall-musiker Beenie Man har tidligere vakt furore med sine homofobiske tekster i fortiden, nøjagtigt som sine landsmænd Elephant Man og Sizzla har gjort. Alle tre musikere har gæstet Danmark ved flere lejligheder, senest i København, men denne gang kommer Beenie Man til Århus for at give koncert på Train.

Beenie Man (med det borgerlige navn Moses Davis) har været en stor og aktiv medspiller i udbredelsen af dancehall-musikken. Det var dog først med det Grammy-nominerede album "Many Moods Of Moses" (1997), at han med hitsinglen "Who Am I?" trådte i karakter på den internationale reggaescene.

Siden har Beenie Man arbejdet sammen med stjerneproducerne i The Neptunes og megastjerner som Wyclef Jean og Janet Jackson og har til stadighed formået at fastholde sin status som "King Of The Dancehall". Senest har Beenue Man udgivet albummet "The Legend Returns", der er det 19. i rækken.


Opvarmningen kommer fra den dansk-boende reggae artist Jah Turban (tidligere kendt som Singin Roots), som stammer fra Jamaicas gamle hovedstad Spanish Town. Han arbejder lige nu på sit kommende album.

Koncerten foregår på Train den 21. juni. Dørene åbner kl. 20, og billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE